Mød Ole Lindberg Sørensen, vores nye maskinbygger.

Ole er uddannet maskinarbejder og har tidligere i sin karriere været med til at tegne og videreudvikle så forskellige konstruktioner som skæremaskiner, køleplader og konvektionsovne.

Nu står den i stedet på robotter. Hos Eltraco Automation skal Ole således være med til at udvikle og bygge alle tænkelige mekaniske komponenter til vores automationsløsninger.

”Det er megaspændende. Fem millioner kroner kunne ikke hive mig på arbejde om morgenen – det er arbejdet i sig selv, der skal være spændende nok,” siger Ole.

Del af specialistteam
Hos Eltraco Automation kommer Ole til at indgå i et team af specialister inden for mekanik, software og programmering. Det er dem, der bringer vores automationsløsninger fra tegnebræt til praksis.

”Det er godt at være en del af et team, så vi i fællesskab kan brainstorme på ideer, men også lægge en fælles strategi. Det er vigtigt med planlægning og koordinering i sådan nogle projekter som vores – ellers kommer det let til at flyde,” lyder det fra Ole.

Administrerende direktør Mikael Thomsen byder Ole velkommen i virksomheden:

”Ole er et godt supplement til vores team. Han kommer med en masse erfaring og noget mekanisk viden, som nok skal komme os og vores kunder til gavn,” siger Mikael Thomsen.

På billedet ses Ole Lindberg Sørensen (tv) sammen med John Kristiansen (th).

Maja Thomsen